Søndag d. 9. februar kl. ca. 14.40
Hal 1
Til samme koncert kan du opleve:
Allan Taylor
Velkommen til en unik oplevelse! – Julie Berthelsen skriver:
En samtale og en koncert på én og samme tid, med Rasmus og mig. Rasmus er faktisk min familie – som fætter til min far Per. I mange år har Rasmus haft karriere i Grønland og i Danmark – og ude i den store verden. Men han og jeg har aldrig lavet noget sammen.
Jeg er vokset op som barn i Grønland med Rasmus i musikverdenen omkring mig, også når han nogle få gange var i studiet med min far og indspille musik. Men mest af alt sang vi hans sange til morgensang i folkeskolen, og vi hørte ham i radioen. Det er derfra jeg husker ham mest. – Han var og er vores store Grønlandske troubadour.
Altid har jeg set Rasmus som noget ganske særligt, især for Grønland, det grønlandske sprog, sangskatten og musikken. Han er i mine øjne en fantastisk ambassadør for Grønland.
Igennem hver vores karrierer, har vi repræsenteret Rigsfællesskabet, og alt det der ligger i linjerne imellem. Rasmus har gjort det mest gennem sin musik og sang. Jeg har gjort det samme, men jeg har også været meget med på tv og i radio når der skulle snakkes om Grønland.
Jeg ser denne koncert som unik og speciel, fordi vi skal snakke om livet som dem vi er, i de to lande vi hører til – på godt og ondt. Vi skal snakke om det hele og via sangene fortælle om det. Jeg har masser af minder med Rasmus og hans sange – og det fortjener han at vide. Jeg ser op til ham. Han har betydet meget for mig, og for rigtig mange andre i Grønland og I Danmark. Og jeg får æren af at synge med ham, synge hans sange og præsentere jer for en ganske særlig artist – et ganske særligt menneske.
Rasmus Lyberth: Sang og guitar
Julie Berthelsen: Sang
Simon Krebs: Guitar
Kristoffer Juul: Klaver